Endelig fik jeg tid - og lyst - til at farve nogle af de mange damaskservietter, jeg var så heldig at finde i en genbrugsbutik. Der lå 29 fantastiske, hvide servietter i en bunke. Og jeg tog dem allesammen, naturligvis!
Farven Woodland Brown fra Dylon havde jeg liggende fra mit sidste forsøg med farvning. Det kan du se mere om her
Men allerførst vil jeg vise min dejlige gevinst fra Lissie Design, som kom igår fra Norge.
Jeg er HELT vild med dem, og har faktisk drømt om disse ugle-øreringe længe... og når man drømmer længe nok, går de i opfyldelse (det er ikke engang løgn, min erfaring er, at hvis man ønsker noget, og er vedholdende så sker det til sidst).
Lissie laver de vildeste, flotteste smykker du kan tænke dig, hun har en blog og en smykkebutik. Kig ind i hendes univers her og smelt!
Huller i ørene har jeg aldrig haft trang til at få, så Lissie var sød at lave clips til mig istedet.
Da jeg ikke kan fotografere uglerne så flot Lissie, viser jeg et lånt billede fra hende!
Tusind, tusind tak for dem!!

Tilbage til farvningen, jeg "ofrede" 7 ens servietter med monogram til projektet..
....og en fin, stor damaskdug jeg havde liggende, blev også proppet ind i vaskemaskinen. Forholdet mellem farve- og tøjmængde er rigtig vigtig, især hvis man en anden gang skal ramme den samme farve præcist.
Man kan ikke bare komme halvdelen af farvestoffet i og tro at man så får en pastel-udgave. Det gør man ikke. I stedet får man en farve man aldrig har set før.
Hvis man ønsker sig lyse pasteltoner, må man købe farve i lyse pasteltoner, og følge anvisningerne til punkt og prikke. Sådan er det bare.
Farven blev en blanding af lavendel, grå og brun. Ikke nødvendigvis uinteressant, blot ikke som jeg havde forventet.
Et smukt bord kan man godt dække under alle omstændigheder.
Jo, forresten jeg kom også lige et par pudebetræk med mellemværk med i farvningen. De er flotte, specielt sammen med andre, gamle hvide betræk!