Jeg har så meget at være taknemmelig for.
Og jeg siger tak hundrede gange om dagen for alle de gaver jeg
får og allerede
har.
I form af mennesker, der dukker op når man har brug for dem, en krop der fungerer og ikke gør ondt, en mand der elsker mig og altid støtter og bakker mig op, sønner der udvikler sig og er sådan nogle dejlige mennesker, omstændigheder der viser sig at være superheldige selvom det ikke i første omgang så sådan ud, små ting og store ting hver eneste dag!!
Da jeg sagde mit gode vellønnede job op for 4-5 år siden og startede en tilværelse med virksomhed og div. afløserjobs og freelancearbejde, fik jeg samtidigt friheden tilbage.
Tiden blev min.
Min far døde på det tidspunkt og min mor blev alene, men nu havde jeg pludseligt muligheden for at være hos hende, støtte hende, hjælpe hende, køre ture med hende, gøre hende glad uden at skulle bede om fri til det. Jeg kunne holde hendes hånd da hun døde i juni....
Selvfølgeligt havde jeg travlt, vi boede et par timers kørsel fra hinanden og der gik en dag med det hver gang, 2-3-4 gange om måneden. Jeg savner hende inderligt, hver eneste dag, men nu har jeg fået noget tid tilbage til mig selv igen.
Min mor og mine sønner på Louisiana
Tid som jeg nu kan vælge at bruge på at hjælpe min ældste søn, der flytter til den anden ende af landet for at studere på universitetet.
Alting går op i en højere enhed, alting flasker sig. Når nogen har brug for min hjælp så kan jeg hjælpe!
Bekymret, stresset, forvirret, deprimeret, angst kan jeg godt være indimellem. Det har altsammen med fortid og nutid at gøre, og når jeg husker mig selv på det - og på alt hvad jeg kan være taknemmelig for, bliver jeg (som regel, host) rolig igen. Det kan hverken fortid eller nutid tage fra mig.
Man kan øve sig i at se ting at sige tak for.
