25 februar 2009

Shabby


Det må for min skyld gerne kunne ses, at en ting har mange år på bagen, og det gør heller ikke noget, at de reparationer, der har fundet sted kan ses. Et hul på sokken eller en flosset kant på dugen blev bare lappet, så kunne den snildt klare et par sæsoner mere.
Når jeg står med alle disse skønne slidte sager i hånden, bliver jeg ydmyg og det HØJNER kun værdien.

22 februar 2009

Blomstrende citrustræ

 
Da jeg gik ind i supermarkedet kostede de 2 flotte citrustræer 199,- stykket. Så det noterede jeg mig bare. Da jeg gik ud af supermarkedet 10 minutter senere, var de sat ned til 50,- stykket, og blev omgående mine. Nu blomstrer de for vildt i det østvendte vindue på mit kontor og sætter an til nye frugter.
Posted by Picasa

19 februar 2009

Amatørfotografering af vintagetøj og byttehandler

.
Når man nu (heller ikke) er professionel fotograf, er man jo nødt til at eksperimentere med denne disciplin også. Forleden ville en af byens damer købe en gammel malerkasse, jeg havde haft til salg et stykke tid. Nu vidste jeg tilfældigvis, at hun havde et par giner i flamingo stående, så vi lavede en regulær byttehandel.
Det har længe redet mig som en mare, at jeg ikke havde noget ordentligt at hænge tøjet på, når jeg skulle fotografere det, og det jeg allerede har taget fotos af ligner noget katten har slæbt rundt med. Jeg vidste det godt, men ladet det ligge fordi jeg ikke havde bedre ideer.


Tøjet kan nu tage sig bedre ud på ginen og det er den 1. forudsætning for et succesfuldt billede. Det næste, jeg skal have fundet ud af, er hvilke baggrunde, afstande og belysninger der er de bedste, og det vil sikkert afhænge af hvilket stof, hvilken farve og hvilken længde tøjet har. Der er meget at lære endnu.
Skal også have husbonden til at konstruere et stativ, så den kan stå af sig selv. Lige nu er den blot en torso som jeg har stukket en pind i rumpen på. Ikke særligt
hverken fedt eller stabilt.

12 februar 2009

Min mor

 
Posted by Picasa
Det med bevægelse og fysisk aktivitet har jeg vel egentlig ikke fra fremmede.
Min mor er hypermobil, og var akrobatisk danser fra hun var ganske lille og indtil hun fik mine søstre og mig. Så var det slut med det, men hun har stadig stor bevægelighed i sin ryg og hofter, jeg er ikke sikker på andet end at hun ville være i stand til at gå i spagat (hvis hun turde, for balancen er ikke i top mere) selvom hun nu har rundet de 86.

09 februar 2009

Gratis glæder med motion


Når der nu ikke er forkromede redskaber på motionsruten, kan man jo altid nyde alle de andre gratis glæder og fordele ved at bevæge sig i naturen. Er godt klar over at de fantastiske omgivelser vi er velsignet med her på Lolland, ikke kan findes alle vegne, men så må man få det bedste ud af dem man har. Der er som regel parkanlæg i byerne, stille veje, kønne huse, rolige villakvarterer eller andre ting, der får os til at nyde gå- eller løbeturen.

Så det er bare om at komme afsted her i skolevinterferien. Jeg skal i hvert fald ud på min favoritrute på ca. 10 km lige om lidt.

05 februar 2009

Gratis motionsredskaber i park i Korea, det ku´man lære noget af herhjemme

 
Posted by Picasa

Ja, det ku´ man lære noget af i alle egne på kloden, hvor fedme og usund levevis truer folkesundheden. Flere lande, vores bl.a., har lægeordineret motion til folk, der allerede er blevet syge eller er i risiko for at udvikle f.eks. type 2 sukkersyge, forhøjet blodtryk og øget fedt-og kolesterolværdier i blodet, og det er godt at der er fokus på motionsdelen i stedet for udelukkende medicindelen.

I denne park i Seoul, Korea har man gjort motion gratis og tilgængeligt, hvor mennesker færdes i det offentlige rum, og det er det jeg synes man kunne lære noget af i forhold til både helbredelse og forebyggelse.
Når en kommune laver træningsfaciliteter for hunde i en skov eller et anlæg, er det en nyhed der bliver sendt i TV, måske var der også nogen, der kunne prøve med tilsvarende for mennesker.

03 februar 2009

Strikkede u-undværligheder


Det har været umanerligt koldt den sidste uge, hvilket jeg sikkert ikke behøver at fortælle nogen, men hvis der er flere end mig, der synes det er svært at få varmen, både ude og indendørs, så kan disse afbildede effekter i ren uld "varmt" anbefales.

Jeg er for nuværende i besiddelse af 5 af slagsen + 2 højhalsede islændersweatere (dem, der var moderne blandt hippier og lignende langhårede i 60érne og 70érne), alle naturligvis fundet på mine sædvanlige supply-steder: loppemarkeder og genbrugsbutikker. Har foræret min gamle mor et lunt eksemplar med kinakrave i hendes yndlingsfarver, så nu behøver hun ikke at sidde og fryse når hun hører sine lydbøger.

Selvfølgelig skal de håndvaskes. Jeg vasker dem samlet i badekarret, lægger hver enkelt mellem 2 store håndklæder, som bliver rullet sammen til en pølle. Ligger sådan 1 døgns tid, og kan derefter hænges over en snor uden at blive trukket ud af form.