Troede seriøst selv på, at jeg ikke skulle handle mere end jeg kunne have på min cykel, da den lokale fodboldklub holdt sit årlige loppemarked!!???##!!§§.
Hvordan kunne jeg dog være så dum at tro det? Det endte med at jeg måtte betale klubben for at køre hele molevitten hjem. Ingen hjælp at hente fra husbond, der var ved at lægge gulv i sommerhuset en times kørsel herfra.
Her er lige lidt småting fra markedet.
Den gamle buklede zinkspand med 2 hanke, og gennemrustet i bunden, fik jeg gratis - den omsorgsfulde sælger syntes vel det var synd for mig, at der var så mange huller i den.

...men jeg syntes da at jeg var heldig, for hullerne i bunden fungerer jo som naturlig drænage, når jeg planter mine lavendler i den. Dem har jeg haft stående i flere uger i plastikpotterne, men aldrig kommet videre med. Indtil nu.

Rustne værktøjskasser er åbenbart heller ikke rigtig i kurs, for denne kostede kun 2 kroner.

...men jeg kunne godt se skønheden i den herlige rustne korpus og den fine petroleumsfarve. Altså den der var tilbage.
Så den har jeg stillet ud i eet af bedene, og inden man har fået set (eller tænkt) sig om, har pipfuglen og potter med stiklinger, der kunne trænge til lidt mere lys og luft hvis de skal blive til noget iår, samt nogle blomster og rester fra det gamle solur, jeg tidl. har vist, fået husly i den skramlede, gamle kasse.

I dette hjørne af haven trængte der til noget liv midt i al det grønne, og jeg kan senere putte andre ting i den, når jeg synes. Til vinter og jul, kan man sætte små lygter på rad og række, og pynte med kristtjørn, og når det atter bliver efterår og halloween vil den helt sikkert rumme forskellige græskar og græskar-lygter.