Follow Me on Pinterest

29 oktober 2008

Millionaire Mommy Next Door


Har fulgt med på dette site et lille stykke tid. Titlen er tiltalende, det kunne (læs: skal) være mig, der er millionaire mommy next door. Denne gang handler indlægget om at visualisere hvordan et millionærliv skal være, og skabe et fysisk billede af hvordan det skal se ud for dig. Se linket ude til højre under Fine Steder.

Ideen om at "tænke" sig til de gode ting i livet, er jeg stødt på mange steder, og jeg er helt sikker på at det virker. Wayne Dyer beskriver i sin bog Bestem Din Skæbne, hvordan lyd-meditationer kan manifesteres i konkrete ting, og at der er nok af de gode ting til alle i universet, man behøver ikke at være beskeden eller slås om noget. Hans bog vender jeg altid tilbage til.

18 oktober 2008

Blog-politik


Måske vil man bare have venner på mange forskellige måder.

Hvem skriver man egentlig til når man blogger? Som det ser ud nu, er det tilfældige forbipasserende, der dumper ind på siden ved hjælp af søgeord som f.eks. gamle, hvide duge eller placering i søskendeflokken. Og så er der dem, der jævnligt kigger ind for at se om der skulle være sket noget nyt. Det er foreløbigt kun et par stykker eller 1.
Jeg tror det kan være svært at fastholde læsere, når det ikke drejer sig om en "emne-blog" som mad, litteratur, havearbejde eller andre snævre emneområder, men om alt muligt mellem himmel og jord som man er optaget af, som på min blog.

09 oktober 2008

Hvad er det for noget altsammen!


Fatter ikke hvad der sker på klodens finansmarkeder.

Kan godt forstå eksperternes forklaringer om, at bankerne i USA har lånt for mange penge ud til nogen som ikke har haft værdier som sikkerhed, men at dårlige amerikanske betalere, i løbet af få uger, kan afstedkomme noget nær statsbankerot i Island, det er jo HELT surrealistisk.

Knap er vi sluppet for Big Bang-forsøget (ihvert fald for en tid), før den næste katastrofe truer. Hvad er det for noget?.

04 oktober 2008

Wedgwood


Der er Wedgwood og så er der Wedgwood og Co. Så meget har jeg fundet ud af på sitet Thepotteries, og de 2 Wedgwood´s har ikke meget med hinanden at gøre. Mærket Wedgwood relaterer sig til en berømt pottemager ved navn Josiah Wedgwood tilbage i 1700 tallet (hvide relieffer på farvet baggrund, f.ex.), og Wedgwood & Co er en fabrik fra 1800 tallet grundlagt af Enoch Wedgwood i Tunstall. De 2 er ikke i familie.

Nevertheless, det porcelæn jeg har fundet på et marked, er fra sidstnævnte og fra ca. århundredeskiftet. Meget smukt, krakelleret og patineret.

22 september 2008

Strygning af linned


Jeg kan huske jeg engang i 70érne gjorde grin med en kæreste, der strøg sit sengetøj. Til og med bændlerne! Tænk at nogen gad at spilde sin tid med det. Han var også præstesøn, det var måske noget man gjorde på præstegårdene i Jylland på det tidspunkt. Særligt sexet syntes jeg ikke det var.

Nu står jeg selv fløjtende og stryger linned i kilometervis, og forstår ikke at det kan være et problem for nogen i denne verden. Men man skal planlægge processen for at resultatet bliver superglat og stift, som det efter min mening bør være for at det fine linned kan komme til sin ret.
Lige når det er vasket, hænges det op udenfor indtil det har afgivet en del af sin fugt, det tager 1 time i et vejr som idag (overskyet, 15 grader, ingen vind) for store stykker som lange duge og dynebetræk, og ½ time for de mindre. Herefter stryges det tørt, foldes og lægges væk, og sådan bliver man ved indtil man er færdig med den vaskeomgang, det er derfor det skal planlægges så der er den fornødne tid til at komme hele processen igennem i eet hug.

12 september 2008

Op ad bakke, men med livskvalitet


Det er op ad bakke at være iværksætter, man arbejder uden løn fordi al indtjening går tilbage til forretningen, så den kan vokse. Og man arbejder hele sin vågne tilstand med: problemer, ideer, regnskab, varehåndtering, bogføringsbilag og kasserapporter.... eller som lønarbejder, fordi der jo skal penge ind på budgetkontoen.
Men det er et valg, så derfor kan man klare det, og man beskæftiger sig med ting man elsker og brænder for, det er det hele værd.

Gammelt slidt linned i kurven (og hjemmelavet pie, lavet af Lone, i stof!!)

10 september 2008

Big Bang


Hvem har egentlig ret til at bestemme over jorden? Hvilken instans har givet tilladelse til at sætte et eksperiment igang, der kan betyde jordens undergang?
Jeg håber at protesterne vil lyde over hele verden, så højt at regeringerne ikke kan sidde det overhørigt.

06 september 2008

7 gode vaner


Man kan kun blive trådt på, hvis man tillader nogen at gøre det. Ingen synes jo om at blive trådt på, men der vil hele tiden stå "forulempere" klar i kulissen, klar til at vade på dig og dine følelser når lejlighed byder sig.
Dette tema har et utal af selvhjælpsbøger beskæftiget sig med, og det er der gode grunde til, fordi det fylder meget hos mange af os, hvadenten det nu drejer sig om forulempelser i form af sladder, chikane, fysiske overgreb, fyringssedler, dårligt vejr, dumme forældre eller helt andre ulykker.
I Steven Coveys bog "7 gode vaner", er (bl.a.) pro-aktivitet og styrkelse af sin personlige integritet gode bud på hvordan man kan tage føringen i sit eget liv, og mindske ydre faktorers indflydelse på humøret. God bog.

01 september 2008

Uha, jeg har kastet mig ud i en ny skabelon


Det er ikke let at skille sig af med den første blog skabelse, men ting udvikler sig jo og dermed også denne blogs udseende.
Den er helt klart for sort, og det må jeg se at gøre noget ved.
Har også fået tilføjet diasshow via Bloggers Gadget funktion samt Picasa Webalbum, det var egentlig meget enkelt selvom alting i denne genre tager tid for den ikke særligt kyndige.

24 august 2008

Torben 50 år idag

Hjertelig tillykke med de 50 år. Nøj hvor har vi haft travlt de sidste uger før festen idag, men det bliver en dejlig dag for dig!

11 august 2008

10 august 2008

Fint gammelt linned fra dagens loppemarked

Jeg stod jo også næsten forrest i køen, da markedet blev skudt igang, men var samtidig rigtig heldig med at finde en masse gammelt linned såsom pudebetræk med broderier, mellemværk og monogrammer, damask- og drejlsduge i forskellige størrelser og kvaliteter, bordskånere og duge med de flotteste broderier og med kniplede og hæklede kanter, samt enkelte hæklede håndklæder i fine mønstre

Det gør mig så glad at se på det og røre ved det. De meget gulnede stykker linned vil kræve en indsats at få fint og hvidt igen, men ikke noget, der tåler sammenligning med de flittige hænder, som for mange årtier siden leverede disse prægtige stykker håndarbejde.

Jeg vil mene du burde kunne dobbeltklikke på billedet for at se det mere detaljeret.

05 august 2008

Popeye, OliveOyl og Sweetpea i samlet opstilling

 Fik taget det billede du manglede, Lone, måske ikke lige det bedste, men alligevel
Posted by Picasa

29 juli 2008

Ud i det blå


Jeg vidste ikke hvor jeg ville køre hen da jeg startede med toget tidligt igår morges, vidste bare at denne dag var helt min egen og jeg ville gøre hvad der faldt mig ind undervejs.
Tro ikke, at jeg gik og kedede mig derhjemme, eller var blevet træt af min familie og havde smækket døren efter mig. De var skam blevet tilbudt deltagelse, men var nødt til/foretrak at lave noget andet, så dårlig samvittighed var der derfor intet af, da jeg gav min forlystelsessyge frie tøjler og drog ud i det danske sommerland.

Jeg havde en svag forestilling om, at jeg ville til Nord- eller Vestjylland, men blev drevet til Sønderjylland, hvor vi har mange gode ferieminder fra, og jeg fortrød heller ikke mit stop i Vojens, der blev brugt i en genbrugsbutik langt over gennemsnittet, bl.a. til indkøb af gammel Kolding Damask og til hyggelig snak om vask, stivelse og rulning af disse prægtige gamle linneder. Kunne faktisk have købt mig fattig her, men var heldigvis begrænset af at skulle slæbe herlighederne med rundt på den videre færd, der viste sig at skulle blive Gråsten fordi jeg blev sulten og fik lyst til madpakke-frokost i Slotshaven (dog lukket pga kongeligt sommerbesøg), og gåtur til havnen og Gigthospitalet.
På Gråsten Station kunne jeg efter et par gode timer i byen, komme enten mod København eller mod Sønderborg, og valgte selvfølgelig det sidste. Hvilken herlig Nyhavns-stemning på havnepladserne, med kongeskibet Dannebrog flot til kaj foran Sønderborg Slot, og hvilken herlig by i sommervarmen med masser af turister.

Ud-i-det-blå-konceptet kan anbefales dem, der indimellem ønsker sig totalt fri og uafhængig af udefrakommende krav og forventninger i familie-og arbejdslivet, og et kort øjeblik give sig i tilfældighedernes vold. Og nyde nuet.

21 juli 2008

Arbejds-juli

For crying out loud, jeg arbejder for meget denne juli, og så bliver der jo alt for lidt tid til det sjove. Vi har været på et par een-dages ture til Hansapark og til Dyrehavsbakken (der måtte lokkemidddel til for at få drengene interesserede i familieprojektet), og har haft nogle dejlige stunder. Min gamle mor på 85 var med på Bakken, og fik sit livs første tur i Te-kopperne, hvilket resulterede i at hun bagefter ville hen og takke den måbende "konduktør" med et personligt håndtryk for den dejlige oplevelse. Jeg var mere lettet over, at hendes pacemaker ikke holdt op med at virke.

Mine drenge kan ikke få nok af vilde forlystelser der trækker noget ordentligt G. Er glad for at jeg ikke mere skal tvinges med op i dem, fordi de ikke tør køre alene, men må indrømme at jeg liiige skulle med op i et par stykker alligevel. For at se om jeg stadig kunne holde til det. Det kunne jeg.

06 juli 2008

Lysthus


Ligesom dem man har på Strandvejen, blot i en lidt mere hjemmelavet og ydmyg version, det skal vi have i vores have, så vi rigtig kan sidde derinde med en kop te og en Jane Austen roman og indimellem lade blikket søge ud over søen og horisonten. Eller en øl, det vil Torben nok foretrække, sammen med et katalog fra Harald Nyborg.

28 juni 2008

Nu kommer Skipper endelig hjem til Olivia

Min søster (check hendes flotte hjemmeside DDD-favoritter, se link til venstre) har sørget for, at Olivia ikke mere skal føle sig ensom i butikken i Adelgade. Rigtig mange har villet købe den skønne Olivia, har desværre ikke lige noget foto af hende, men Skipper her er også virkelig sej. Og håndlavet.

27 juni 2008

Øm lilletå


Forudsætningen for nogle rare oplevelser når man motionerer sit legeme er, at der ikke er noget der gør ondt imens. Specielt ikke på lokaliter syd for ankelen. Tag nu min egen lilletå. Den spaltede yderdel af neglen, har resulteret i noget MEGET ømt kød helt nede ved roden, og besvær med at finde sko der ikke trykker på det farlige sted. Forestiller mig, at det kun er Jaco-form(en), der vil give den nødvendige plads omkring tåen. Jaco, hvor er du?

20 juni 2008

Motion igen


Dette er det skinbarlige bevis på, at jeg er kommet igang med mine gåture igen. Lige pludselig er lysten tilbage, og når man er derude, forstår man jo ikke hvorfor den forsvandt, lysten.