Som Agneta (igen!) har påpeget, er det tid til livstegn fra mig. Hun har vist nogle fantastiske billeder fra
sit hjem, det er der ikke mange, der kan leve op til. Så det vil jeg ikke forsøge.
Jeg går nogen gange død i blogging, det må jeg indrømme. Som om jeg tørrer ud for ideer. Som om jeg aldrig mere kan få så meget som et ord ud af tastaturet eller et perfekt motiv ud af cameraet. Ligesom jeg kan gå død i alle mulige andre ting.
Naturligvis er der nok at gøre når man har familie, lønarbejde og virksomhed, stresset bliver man jo til tider.
Men det er ikke det.
Selv da jeg boede alene, og kun havde mit job (hvilke tider, egentlig) og inden jeg begyndte at læse til fysioterapeut samtidig med mit job som stewardesse, kunne jeg have perioder hvor jeg ikke var til meget andet end at ligge og kigge op i den blå himmel.
Når jeg så havde gjort det en dags tid eller 2, var jeg ovenpå og fuld af energi igen.
Der skal tømmes, for at der kan blive fyldt på igen....
Nu er det kun i de unge år, man kan tage sig den frihed at lægge sig ned og kigge op i himlen. Tømme hjernen. Eller er det?
I hvert fald i mere end 5 minutter ad gangen. Og de 5 minutter slår simpelthen ikke til i min alder. 5 uger på et ensomt sted, det får man jo kun hvis man TAGER dem.
Eller hvad?
Det er helt sikkert en kvindeting, de mænd jeg kender har det ikke sådan.
Jeg har gået og flyttet varer ind i butikken idag, hvor jeg har fri. Og jeg har flyttet lidt rundt på tingene, så de kunne klæde hinanden lidt mere.
Tænk, det fik jeg så meget energi af at jeg fik lyst til at fotografere lidt derinde.
Så her fik I så resultatet af mit lille energi-boost!
