27 november 2008

Vintagetøj og genbrugstanker


Jeg går kun i genbrugstøj, har gjort det til et princip. Ikke af nødvendighed, selvom det er dejligt billigt, men fordi "køb-noget-nyt-når-det-gamle-ikke-er-interessant-mere" kulturen har taget overhånd. Det er bare blevet for kvalmende meget, og desuden er der for meget af det samme tøj på de forskellige strøg til, at jeg finder det tiltrækkende.

I genbrugsbutikker kan man finde noget andet end i kædebutikkerne. Sætter man tingene sammen på nye måder, får man personlighed i sin stil og det vil jeg gerne have.

Mine gardiner og kvaster er også vintage.

19 november 2008

Multi-kunstner

Jeg må indse, at jeg har mangler i afdelingen for struktur og organisering. Jeg bruger umanerligt lang tid på at få varerne til at tage sig bedst ud på billederne, selvom jeg har været heldig at få lidt supervision af en fotograf i familien. Hans råd var (bl.a.)at lave et fast set-up til små ting, lidt større ting og til rigtigt store møbler. Det er også indlysende rigtigt. Problemet er, at jeg ikke har et studie til disse set-ups. Jeg har både kontor, varelager og værksted i vores private bolig, og er allerede ved at nå smertegrænsen for hvad der kan presses ind.



Her til morgen har jeg eksperimenteret med fotografering af gammelt linned, jeg er ikke tilfreds med resultaterne, fordi jeg ikke synes det fine linned kommer til sin ret.

Dette blev heller ikke godt, det kan enhver jo se!

Man skal i den grad være velfunderet indenfor en del discipliner, når man begiver sig ud i selvstændig virksomhed. Ellers må man se at blive multikunstner i en fart.
I mit tilfælde, hvor det drejer sig om nethandel, er der åbenlyse krav i forhold til it, fotografering, synliggørelse mm., udover de krav der pålægges udefra i forhold til regnskabsføring og varestyring.

13 november 2008

Taknemmelig for min frihed


Jeg tænkte netop på det idag. Hvor taknemmelig jeg er for min arbejdsmæssige frihed. Min mor og jeg havde mulighed for at gå på Valby Langgade og kigge på butikker, købe en krans til min fars urnested, hygge os med frokost på en italiensk restaurant, frekventere et par Røde Kors butikker og køre hjem til kaffe og kage, efter vi havde været på kirkegården.

Stille og roligt, ingen spekulation over hvor mange afspadseringstimer eller ferietimer, jeg skulle bede om for at køre til København og besøge min gamle mor, ingen dårlig samvittighed overfor kolleger, ingen at stå til regnskab for, andre end mig selv, for jeg disponerer selv over min tid, og planlægger selv hvad der skal gøres, og hvad der er vigtigst. At besøge min mor er bl.a. vigtigt.

Det er et privilegium at kunne realisere mine drømme, og jeg håber at jeg aldrig mere skal arbejde i et 8-16 job for at overleve, men at jeg til stadighed kan leve for at arbejde med de ting, der giver mig glæde og energi.

10 november 2008

Ny blog



Check lige min nye blog, se linket under Fine steder. Den hedder Mine loppefund

08 november 2008

Taknemmelighed


Bedre og smukkere kan det næsten ikke blive. Man fylder sine lunger med frisk luft, kroppen fungerer, ansigtet vendes mod solen og dens energi mærkes helt ud i fingerspidserne.

På sådan en gåtur fyldes jeg med stor taknemmelighed for at jeg er i stand til at gå, for at jeg er i stand til at mærke energien, for at jeg er i stand til at påskønne de gaver, jeg får, og jeg synes jeg får så mange hver dag.

Gaver har intet med penge at gøre. Selvom jeg bliver Millionaire Mommy Next Door, vil det ikke ændre noget i mine prioriteringer, jeg vil stadig prioritere mere tid fremfor flere penge, og familie fremfor flere materielle goder, men jeg vil rejse noget mere og jeg vil give noget mere til andre i form af tid og penge.

04 november 2008

Ny præsident i USA


Så bliver der valgt en ny præsident i USA idag, og 80% af alle os danskere ønsker at Obama vinder. Jeg er iblandt de 80%, fordi han har en sympatisk udstråling og virker besindig nok til at kunne tackle de massive problemer, der skal løses i Amerika og verden (økonomi, klima, nye magtstrukturer i verden, mm.). Her er en demokrat mere egnet, håber vi, for USA kan ikke løse dem alene.