26 februar 2008

Stil skoene udenfor i Korea - og i Danmark

Faktisk en rigtig god vane som mange allerede har i Danmark, blandt andet os. Hvad man ikke kan træde ind på gulvene af uhumskheder fra gader og stræder, kan jeg næsten ikke beskrive, men især hundelorte og spytklatter får det til at vende sig i maven på mig. Jeg forstår ikke, hvorfor især drenge/mænd ikke kan synke deres mundvand istedet for at gyde det udover fortovet, og hvis jeg tager mine egne drenge i det, får de med mig at bestille.
I Korea er det ikke tilladt at gå ind på et hotelværelse med skoene på. Der står slippers til gæsterne lige inden for døren, som man kan bruge hvis man ikke har sine egne med. Det kunne vi godt lide.

25 februar 2008

Alting ordner sig


Alting ordner sig. På væggen hos en dejlig gammel dame jeg kender, hænger et billede, hvorpå der på sort baggrund er broderet disse ord. I sine erhvervsaktive år som revisor, sluttede hun altid sine breve af således:..."og husk nu, at alting ordner sig". Min far sagde altid, at alt kun er en overgang, hvilket for mig er noget af det samme. Jeg har altid husket på det, både i medvind og når tiderne har været sløje, og min erfaring indtil nu er, at det passer ret godt

21 februar 2008

Cry me a river

Har jeg lige hørt fra min ældste søn, i betydningen: "Sig noget jeg kan grine højere af - din klagesang rører mig overhovedet ikke".

18 februar 2008

Ikke nogen dårlig udsigt

 I meget gamle dage sejlede der skibe forbi med huder fra et garveri lidt længere oppe ad gaden, og senere blev området så dræneret og tørlagt. De sidste par år har drænpumpen flere gange været ude af drift, og mere og mere vand er kommet til søen igen, til glæde og held for os der bor ved siden af. Nu har vi lige pludselig fået vandudsigt, en slags i hvert fald, og en masse larm fra plaskende og rappende ænder dag og nat. Store flokke af fugle på træk har mellemlandet her på deres rute sydover og nordover, og det husker jeg ikke de gjorde i samme omfang, da marken var tørlagt. De græssende køer tog sig nogle dejlige badeture sidste sommer, det gik heller ikke stille af.
Posted by Picasa

15 februar 2008

Vandringsdag


En solskinsdag på vandring med en god veninde i den pragtfulde lollandske natur. Så bliver det ikke meget bedre. Som Birthe rigtig nok siger: vi må håbe, at Lolland ikke bliver så eftertragtet, at det går ud over de skønne fredelige naturområder, der findes her. Selvom egnsdelen godt kunne trænge til et løft.

Sku´det være så svært

Vi er garanteret flere, som har mere travlt med at se bagud, end med at se fremad, og når vi så endelig gør det, er det lutter skrækscenarier og projektioner fra sindet vi ser. Intet under vi er ved at dåne af udmattelse, og intet under, at vi kan mangle mental kapacitet til at være til stede her og nu. Jeg fortrød en handling igår, og kan ikke glemme den, jeg bliver ved med at tænke på, hvor dårlig det var af mig og hvor dårligt det vil gå mig. Hvis man er tilstede i nuet (og sund i sjælen), vil man lære af fejltagelsen, forbedre sig, tilgive sig selv og komme videre i livet. Hmmmm.... ja, en dag.

 
Posted by Picasa


En interessant ramme, som må være nem at kopiere til indramning af de fremtidige malerier, der vil flyde fra min hånd og ånd.

12 februar 2008

Olfert the Moose

 Var så heldig at klunse Olfert på den lokale genbrugsstation forleden, vi er vilde med at den nu bor her i huset. Der kan nok være nogen, der ikke tåler synet af Olfert, til det kan jeg kun sige: synd for dem!
Posted by Picasa

Vinterferie

Børnene har vinterferie, mens far og mor arbejder. Det er ikke altid det lader sig gøre, at foretage sig noget sammen. Heldigvis er børnene i denne familie så store, at de selv kan finde ting at lave (som regel da!) og det at være sammen med vennerne har ligeså stor betydning nu.

Da børnene var små, rakte vores samlede ferieuger lige akkurat til at dække deres lange skoleferier, men også kun fordi vi lagde vores ferieuger i forlængelse af hinanden. Det blev selvfølgelig på bekostning af at vi alle var sammen i nogle uger i træk, men tilgengæld skulle vores børn ikke være i institution i ugevis i ferierne, men var hjemme hos een af os. Den slags prioriteringer laves vist mest af kvinder - i hvert fald denne.
 
Posted by Picasa

07 februar 2008

Og der var mere i posen, se bare her!

 Fine dukkemøbler, 6 stykker ialt. Lavet med kærlig og omhyggelig hånd engang i 1. del af 1900-tallet, og leget med af lykkelige små piger gennem tiden.
Nu kan de købes i min webshop pirettehuset.dk . Altså når jeg lige får lagt dem ind. Snart.
Posted by Picasa

06 februar 2008

Fin og meget gammel tavle

 Denne fine 1700-tals kirkelige almanak, var jeg heldig at kunne købe af en kollega, som i fordums tid reddede den fra at blive smidt ud, da et dødsbo blev ryddet her fra landsdelen, og den er oprindeligt også herfra. Man havde hverken viden eller interesse i at bevare "sådan noget gammelt ragelse", heldigvis syntes min kollega at det var for godt til lossepladsen, og tog posen med flere gamle ting til sig for mange år siden. Tak, Jonna! I gamle dage - ude på gårdene, kunne man nok oftere gøre sig denne slags fund hvis man havde næse for det, hvor må det have været sjovt at være samler dengang.
Posted by Picasa

04 februar 2008

Jeg kan blive så gal


Billedet har sådan set ikke noget med det at gøre, det er bare vores første måltid koreanske mad, hovedsageligt bestående af tang, kimchi (kål med chili og hvidløg)og noget andet noget. Men kender du typen, der over nettet sælger sin brugte mobiltelefon, og kun oplyser en mikrodel af de fejl og mangler den har???. At folk ikke har højere idealer end at være istand til at tjene et par hurtige hundrede kroner på at snyde andre, det har jeg faktisk ingen forståelse for.
Få dig dog et ordentligt liv!

02 februar 2008

Stormen har lagt sig

Herlig dag til en længere gåtur med uldent tørklæde og lune luffer. Intet giver klarere tanker og en mildning af depressionen, end at bevæge sig ud i vejret, ligemeget hvordan det så er. Har fået samlet mig noget drivtømmer langs strandkanten, det er nu lagt til tørre og kan bruges i alle mulige dekorationer, både inde og ude. Får sådan en køn grålig farve, når det er tørret helt op.